| Hjem | Om UNDP | Nyheder | Den private sektor | Fokusområder | 2015 Målene | Rapporter | Kontakt | Norsk Suomi Svenska English |
Indhold
|
UNDP støtter indsamling af våben i AfghanistanNyheder om UNDPs arbejde i Afghanistan (på engelsk) FNs udviklingsorganisation, UNDP, har i tre år støttet en kampagne i Afghanistan, der har som mål at opløse og afvæbne illegale væbnede styrker. Kampagnen har indtil videre vist sig at være en succes. Siden 2005 er det lykkedes at indsamle 40.000 stykker våben, som er afleveret til myndighederne. Kampagnen har hidtil omfattet 70 distrikter i det krigshærgede land, men bliver nu udvidet til at omfatte yderligere 12. Med afvæbningen er det lykkedes UNDP og myndighederne i Afghanistan at opløse 342 væbnede bander. Netop afvæbning af illegale væbnede styrker anses i Afghanistan for en af de vigtigste forudsætninger for at skabe fred og tillade, at internationale styrker – heriblandt danske soldater – med tiden kan overlade ansvaret for sikkerheden i landet til afghanerne selv og med tiden trække sig tilbage. Kampagnen blev indledt i 2005. De mange tusinde våben er afleveret til særlige modtagerhold, der er etableret med støtte fra UNDP. En stribe tidligere krigsherrer har erklæret, at de støtter det fredsskabende projekt. I Afghanistan arbejder UNDP tæt sammen med en række andre FN-organisationer – blandt andre FNs organisation for Fødevarer og Landbrug (FAO), som hjælper bønder i Afghanistan med såsæd, så de kan klare sig igennem hårde tider med tørke og stigende priser på såsæd. UNDP arbejder i Afghanistan på en række felter, der skal skabe fred og stabilitet i det ellers så urolige land. Foruden afvæbning af illegale væbnede styrker, er UNDP blandt andet involveret i at kæmpe mod korruption, få retsvæsenet på benene igen og rådgive afghanske myndigheder. |