UNDP-chef ikke tilfreds med hjælp til Haiti

05/09/2008

Læs hele historien på Associated Press

Souschefen for FNs udviklingsprogram (UNDP), hollænderen Ad Melkert, er rystet efter at have været øjenvidne til ødelæggelserne i Haiti. Øen er de seneste uger blevet ramt af den ene orkan efter den anden. Først raserede orkanen Gustav og få døgn senere fejede orkanen Hanna hen over Haiti.

Begge orkaner har kostet adskillige menneskeliv. Uvejret har ført til mudderskred og oversvømmelser, som især har ramt slumkvartererne. Nu er situationen yderst alvorlig – især for Haitis fattigste, lyder det fra Ad Melkert.

Han opfordrer det internationale samfund til at yde en bedre indsats end hidtil:

”Den fattigdom jeg har været vidne til i et søle af mudder og regn på Haiti, er intet mindre end en skamplet. Mange aktører forsøger at gøre deres bedste – lige fra regeringen til nødhjælpsorganisationer og donorer. Men alle er nødt til at gøre det bedre,” udtaler Ad Melkert, souschef for UNDP.