FN: Georgien rejser sig efter konflikt

06/02/2009

Danske Nils Christensen – der er udsendt for FN som specialist i genopbygning – arbejder i et af de områder, der blev hårdest ramt af krigen for seks måneder siden.

I disse dage er det nøjagtig et halvt år siden, at krigen i Georgien brød ud. Konflikten sendte mennesker i titusindvis på flugt og forårsagede store ødelæggelser. Det seneste halve år har FNs udviklingsprogram (UNDP) i et tæt samabejde med lokale myndigheder i Georgien været dybt involveret i genopbygningen af det georgiske samfund.

I ugerne umiddelbart efter kamphandlingerne fokuserede FN på husly og fødevarehjælp. Sidenhen er flertallet af de 190.000 mennesker, som flygtede på grund af krigen, vendt tilbage til deres hjem. Myndighederne i Georgien sørger nu for midlertidig husly til de 30.000 tilbageværende flygtninge.

I september 2008 begyndte det kolossale arbejde at genopbygge infrastruktur, institutioner og forbedre fremtidens levevilkår for civilbefolkningen i Georgien. FNs udviklingsprogram fokuserede sit arbejde mod regionen Shida-Kartli, der var blandt de hårdest ramte. Resultaterne er opløftende: Skoler og offentlige kontorer fungerer på ny og reparation af vandforsyning og kloakledninger er i fuld gang. Desuden er efteruddannelse og kurser for dem, der blev arbejdsløse på grund af krigen, sat i værk.

UNDP vurdererer, at mindst 10.000 mennesker nyder direkte gavn af de foreløbige resultater. Landbrug spiller en altafgørende rolle i Georgien. Derfor har en vigtig del af hjælpearbejdet været målrettet landmænd, som under krigen mistede deres dyrehold eller måtte sande, at årets høst gik tabt. Ny såsæd, plove og andre landbrugsredskaber har sikret, at mindst 1.100 familier på landet nu går en lysere fremtid i møde.

FNs udviklingsprogram har desuden stillet ekspertise til rådighed for Georgiens justitsministerium og lokale domstole og myndigheder for at sikre menneskerettighederne – herunder en fair rettergang.    FNs udviklingsprogram finansierede i første omgang hjælpearbejdet med 7 millioner kroner af egne midler. En donation fra EU på hele 26 millioner kroner har gjort det muligt for UNDP at fortsætte og endda intensivere arbejdet i 2009.