2 Praktikanter til FN i København
14/04/2010
Vi søger to praktikanter til FN i København. Den ene praktikant vil arbejde fuld tid i FNs kooordinationsrådgivers kontor og den anden praktikant vil arbejde i både FNs koordinationsrådgivers kontor og i UNDPs Nordiske kontor.
Baggrund København er den 6. største FN by i verden med ca. 1000 medarbejdere fordelt på seks forskellige FN-organisationer (WHO, UNICEF, UNDP, UNFPA, UNOPS og WFP) og med kontorer på tre forskellige adresser i byen. Sammen med Udenrigsministeriet forbereder FN nu sammenflytningen af alle 6 organisationer i én nybygget FN-by i Københavns Frihavn i 2013. Planlægningen af bygningen af FN-byen og sammenflytningen ledes af FN’s koordinationsrådgiver, der i dag har kontor hos UNDP på Midtermolen i København. UNDP i København består af et Human Resources kontor og et kommunikationskontor, nemlig UNDPs Nordiske Liaison Kontor. UNDPs Nordiske Kontor er et kommunikationskontor, som arbejder tæt sammen med Udenrigsministeriet, NGOer og Erhvervsliv. PR arbejde og samarbejde med medier spiller en væsentlig rolle når vi f.eks. lancerer den årlige Human Development Report og diverse andre rapporter om udviklingsreleterede emner. FNs 2015 Mål er en central del af kontorets arbejde, og samarbejdet mellem de enkelte FN organisationer som er tilstede i Danmark koordineres af UNDPs Nordiske Liaison Kontor.
Din rolle som praktikant Som praktikant hos koordinationsrådgiveren, vil du deltage i styringen af planlægningsprocessen, herunder gennem forberedelse og deltagelse i et meget stort antal byggemøder på forskellige niveauer i organisationen. Til brug for møderne skal du sammen med det rådgivende arkitektfirma, der er tilknyttet opgaven, udarbejde beslutningsoplæg til FN’s centrale byggeplanlægningsudvalg og dette udvalgs mange underudvalg. Andre arbejdsopgaver indebærer udarbejdelse af referater fra møderne, research opgaver i forbindelse med rådgivning af FN medarbejdere og besvarelse af henvendelser m.m. Som praktikant hos UNDPs Nordiske Kontor vil du deltage UNDPs engagement i den danske MDG kampagne, herunder logistik, mødereferater fra kampagne styregruppe møder, resumeer af MDG rapporter mm. Desuden vil du få opgaver relateret til samarbejdet mellem de forskellige FN organisationer i Danmark. I forbindelse med lanceringen af Human Development Report vil du deltage i planlægningen af lanceringen i hhv. Danmark, Norge, Sverige og Finland, udarbejdelse, tryk og distribution af rapport sammendrag de nordiske sprog, udarbejdelse af nordisk pressemeddelse mm. Du vil også få forefaldende administrative opgaver, f.eks. i forbindelse med VIP besøg, eller udarbejdelse og vedligeholdelse af distributionslister til ”Nordic News” – et internt nyhedsbrev om udviklingspolitik i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Forventninger til dig som praktikant Vi forventer at du er selvstændig og initiativrig. Du skal have afsluttet din bacheloruddannelse fra en relevant videregående uddannelse og generelt være godt orienteret om danske samfundsforhold og udviklingsproblematikker. Derudover skal du besidde gode kommunikationsevner på såvel dansk som engelsk. Arbejdssproget i FN er engelsk. Vilkårene for praktik hos os Praktikopholdene er ulønnede. Til gengæld får du muligheden for solid erfaringsindsamling om vilkårene for arbejdet i en politisk ledet organisation og med forskellige organisations- og virksomhedstyper. Dette gælder FN-organisationerne internt såvel som indbyrdes, samarbejdet med berørte danske ministerier, med Københavns kommune og en lang række virksomheder og konsulentfirmaer. Derudover får du indsigt i en meget omfattende planlægningsproces herunder forhandlingsstrategier og styring. Praktikanten hos UNDPs Nordiske Kontor vil ud over de ovenfor nævnte samarbejdpartnere stifte bekendtskab med de danske NGOer og CSOer. Praktikperioden forventes at være fra primo agust 2010 til ultimo januar 2011 eller efter nærmere aftale. Arbejdstiden er som udgangspunkt fuldtid, hvilket i FN er 40 timer ugentligt, men kan efter ønske aftales at være mindre.
Ansøgning samt frist Ansøgning, CV samt karakterudskrifter og eventuelle anbefalinger bedes sendt til UNDP, Midtermolen 3, 2100 København Ø, att. UN Coordination Advisor Lars Hørmann eller att. Kommunikationsmedarbejder UNDP Nordic Office, Stine Junge – eller pr. mail til lars.hormann@undp.dk eller stine.junge@undp.org For spørgsmål vedrørende stillingen, kontakt venligst nuværende praktikant Mikkel Danneskiold på mikkel.danneskiold@undp.org eller tlf.: 35467203 Ansøgningsfristen er 3. maj 2010.
|