UNDP

Kommentar bragt i Information 

Af Jakob Simonsen, direktør for FNs Udviklingsprogram (UNDP) i Norden

Engang for ikke så længe siden sagde generalsekretæren i en af Danmarks nødhjælpsorganisationer:

”Jeg er villig til at handle med Fanden selv, hvis det kan hjælpe dem, som lider nød”.

Meget mere præcist kan det humanitære dilemma næppe udtrykkes: At vi, der er sat i verden for at gøre den bedre, på vores vej ofte møder krigsherrer, diktatorer og regimer så vederstykkelige, at kun omsorgen for deres uskyldige ofre får os til at blive.

Onsdag og torsdag i denne uge besøger Danmarks udviklingsminister, Ulla Tørnæs (V), Burma/Myanmar sammen med sin norske kollega.

På det danske udenrigsministeriums hjemmeside kaldes Burma/Myanmar ”et af de mest undertrykkende i verden”. Af samme grund har EU i fællesskab besluttet at boykotte det brutale militærstyre, som i mere end 45 år har holdt civilbefolkningen i et jerngreb.

Kritikere mener, at Ulla Tørnæs begår en fejl ved at besøge Burma/Myanmar. At hun med sit besøg dels bryder en fælles EU-beslutning, dels – givetvis uden at ville det – kan være med til at give militærstyret en legitimitet, det på ingen måde har fortjent.

Omvendt forsvarer ministeren besøget med, at det er ”humanitært,” at hun er i landet for at se resultaterne af de 100 mio. kroner Danmark har ydet til ofrene for cyklonen Nargis, der har 140.000 døde og savnede på samvittigheden. Og at hun kun mødes med repræsentanter godkendt af det internationale samfund.

Begge synspunkter har en vigtig pointe.

Selvfølgelig er det bemærkelsesværdigt, at Ulla Tørnæs besøger Burma/Myanmar, når den officielle danske politik er at holde militærstyret i udstrakt arm, rejse sin kritik i FN og EU og ikke tillade besøg over direktørniveau.

Omvendt kan de fleste af os vel blive enige om, at vi ikke kan vende det blinde øje til, når hundredtusindvis af uskyldige mennesker rammes af en altødelæggende katastrofe. Katastrofens ofre fik tydeligvis ikke tilstrækkelig hjælp af militærstyret i Burma/Myanmar. Derfor trådte det internationale samfund til.

Jeg mente dengang – og mener fortsat – at der er et humanitært imperativ, som gør det nødvendigt at hjælpe civilbefolkningen i Burma/Myanmar. Det er det samme humanitære imperativ, som begrunder, at nødhjælps- og udviklingsorganisationer er til stede i Burma/Myanmar. Efter mange trakasserier er det lykkedes at presse militærstyret til at åbne landets grænser for nødhjælp og genopbygning. Og det er vel en af meget få gode nyheder, der er at berette fra Burma/Myanmar.

Men dilemmaet består.

I denne uge står Ulla Tørnæs ansigt til ansigt med netop dette humanitære dilemma. I et af de mest lukkede og udskældte lande på jorden.

Et styre, som angiveligt bruger 5-6 kroner om året per borger på landets sundhedssystem, men derimod spenderer 50-60 procent af det nationale budget på sit militær. Et styre, som har ladet medborgere dø af sult, uden at gribe til de nødvendige reformer. Et styre, som hellere end at blive modsagt sætter oppositionslederen i årelang husarrest.

Der kan siges meget grimt om militærstyret i Burma/Myanmar.

Ikke desto mindre arbejder blandt andre FN’s udviklingsprogram (UNDP) i Burma/Myanmar hver eneste dag. Først og fremmest med at genopbygge landet efter cyklonens altødelæggende hærgen. Det er et rigtigt og vigtigt arbejde. Vi kan ikke og vi vil ikke vende ryggen til menneskelige lidelser. På længere sigt er målet at lægge grunden for en positiv udvikling i Burma/Myanmar. Sidst, men ikke mindst, må vi ikke lukke øjnene for, at den internationale tilstedeværelse i Burma/Myanmar er med til at lægge et politisk pres på militærstyret.

Af samme grund var nødhjælps- og udviklingsorganisationer til stede i Afghanistan under Taleban, i det tidligere Jugoslavien under Milosevic og til stede i Zimbabwe i dag under Mugabe.

Civilbefolkningen var ilde stedt, om det internationale samfund pakkede sit gode tøj, forlod landet og overlod uskyldige mennesker til en uvis skæbne. Men i modsætning til ministre er vores hænder bundet på ryggen, når det handler om at kritisere militærstyret, hvilket nogle gange gør den politiske dialog vanskelig. Derfor er en dialog støttet af det internationale samfund – og af besøg som det Ulla Tørnæs gennemfører – af stor betydning.

Jeg kan kun håbe på, at Ulla Tørnæs vil bruge sin frihed som minister til at tale frit, når hun står ansigt til ansigt med militærstyret. Og at hun vil føle sig kaldet til at være det internationale samfunds øjne og øre under sit besøg og sidenhen bevidne menneskerettighedskrænkelser – det være sig i Folketinget, i EU og i FN.

FN er i Burma/Myanmar for at give befolkningen håb om en bedre fremtid. Politikere – og kritikere – er i Burma/Myanmar for at bane vejen for, at håb kan blive til virkelighed.