| Hjem | Om UNDP | Nyheder | Den private sektor | Fokusområder | 2015 Målene | Rapporter | Kontakt | Norsk Suomi Svenska English |
Indhold
|
FN: Kamp mod fattigdom er en god forretningFlere informationer om: PressemeddelelseStats- og regeringschefer fra hele verden er i disse dage i New York for at drøfte, hvordan vi når 2015 Målene om blandt andet at halvere fattigdom og sult. Det private erhvervsliv kommer til at spille en enorm rolle, lyder det fra FN. Dansk erhvervsliv er i superligaen. Den tid er forlængst forbi, hvor private virksomheder alene blev anset for at være en del af problemet eller ligefrem en hindring for at hjælpe verdens fattigste ud af deres miserable situation. Det private erhvervsliv er tværtimod en del af løsningen. Det kan sagtens lade sig gøre både at tjene penge og hjælpe verdens fattigste mennesker. Ved en ceremoni i New York er 10 virksomheder fra hele verden netop blevet tildelt en pris for deres evne til at drive god forretning og samtidig hjælpe nogle af verdens dårligst stillede til et bedre liv. Blandt prisvinderne er en familieejet virksomhed som forarbejder soyabønner i Ghana og en førende gigant indenfor telekommunikation i Filippinerne. Ingen danske virksomheder er blandt de ti vindere af The World Business and Development Awards (WBDA). Ikke desto mindre går udviklingen i Danmark rasende hurtigt, fastslår Helle Johansen, leder af erhvervssamarbejdet i FN-kontoret i København. ”Danske virksomheder er blandt de førende, når det handler om at se nye markeder, der kombinerer den gode forretning med en forbedring af fattige menneskers levevilkår i udviklingslandene. 85 danske virksomheder og organisationer er tilsluttet FNs Global Compact – som er verdens største netværk for virksomheder, der har skrevet under på etiske spilleregler for deres forretning. Til sammenligning har 53 svenske, 22 norske og 39 hollandske virksomheder tilsluttet sig Global Compact – så Danmark er absolut i superligaen”. Så sent som i går meddelte Danske Bank og Danica en kraftig øgning af etiske investeringer – hvilket syv ud af 10 danskere ifølge en aktuel meningsmåling støtter. ”Opskriften er ret enkel. Virksomhederne skal gøre det, de er bedst til – bruge deres kernekompetencer og tænke innovativt til at udvikle nye produkter og løsninger, der dækker behov blandt de fattige. I udviklingslandene findes der et overset, men stort og uudnyttet marked, som danske virksomheder i stigende grad kaster sig over”. ”I FN vil vi helt klart opfordre endnu flere danske virksomheder til at undersøge markederne i udviklingslande. Oplagte brancher er sundhed, fødevarer/landbrug, mobiltelefoni og IT, vandteknologi og finansiel virksomhed,” lyder det fra Helle Johansen. |