| Hjem | Om UNDP | Nyheder | Den private sektor | Fokusområder | 2015 Målene | Rapporter | Kontakt | Norsk Suomi Svenska English |
Indhold |
Dansker bringer menneskerettigheder til toppen af Mt. EverestPressemeddelelse
København, 31. marts 2009 Dansker bringer menneskerettigheder til toppen af Mt. Everest I morgen – onsdag den 1. april 2009 – rejser den verdenskendte professionelle bjergbestiger Mogens Jensen til Himalaya. I slutningen af maj vil Mogens Jensen forsøge at bringe FNs menneskerettigheder og det blå FN-flag til toppen af verdens højeste bjerg. ”Menneskerettighederne er universelle. De gælder for alle mennesker – og de gælder for alle egne af verden. Derfor blev vi begejstrede, da Mogens Jensen for nylig kontaktede os og spurgte, om vi var med på ideen at bringe menneskerettighederne og FNs flag til toppen af Mt. Everest,” siger direktør for FNs udviklingsprogram i Norden, Jakob Simonsen. ”Det er såmænd kun lidt over tre måneder siden, at menneskerettighederne kunne fejre 60 års jubilæum. Jeg kan dårligt forestille mig en flottere markering end at bestige verdens højeste bjerg for at fejre dine og mine rettigheder,” udtaler Jakob Simonsen. På et pressemøde i FN-bygningen i København overrakte Jakob Simonsen for et øjeblik siden en kopi af menneskerettighederne samt det FN-flag, som Mogens Jensen vil forsøge at bringe til toppen af Mt. Everest. Ved foden af Mt. Everest vil Mogens Jensen deltage i en ceremoni med over 60 danske trekkere. Herefter vil han forsøge at bringe menneskerettigheds-deklarationen og FN-flaget fra København til toppen af verden højeste bjerg. Forsøget ventes at finde sted i midten eller slutningen af maj.
Mogens Jensen blev kendt af TV-seere verden over, da han i 2006 og 2007 forsøgte at bestige Mt. Everest uden brug af ilt. Det er i alle tilfælde en stor bedrift, men for Mogens Jensen yderligere udfordrende, da han er astmatiker. I 2006 måtte han opgive blot 350 meter fra toppen af sikkerhedshensyn. I 2007 lykkedes det for Mogens Jensen at komme i audiens på verdens tag – det skete den 22. maj 2007 dog med brug af kunstig ilt fra 7.500 meter og op. Mt. Everest- ekspeditionen vil kunne følges på UNDPs hjemmeside www.undp.dk og forhåbentlig vil FNs generalsekretær og Mogens Jensen få lejlighed til at hilse på hinanden over satellittelefon, når Ban Ki-moon muligvis kommer til København i maj. |