UNDP

Kronik i Politikken d. 16.oktober af Jakob Simonsen, direktør for FNs Udviklingsprogram (UNDP) i Norden

Jakob Simonsen, Direktør for UNDPs nordiske afdeling.

Aldrig før i menneskehedens historie har så mange lande været demokratiske. Aldrig før har så mange mennesker levet i relativ frihed, men… Tag et aktuelt verdenskort og prøv at sammenligne det med et 100 år gammelt verdenskort. Det første, der springer i øjenene, er, at antallet af lande på vores klode er eksploderet. I det seneste århundrede er antallet af nationer firedoblet til næsten 200. Nok så vigtigt er det dog, at demokratierne vokser frem flere og flere steder. For få uger siden blev der gennemført et vanskeligt, men vigtigt valg i Afghanistan. Stemmeafgivelsen har i dele af landet været problemfyldt, derfor lader resultatet endnu vente på sig, men fra et demokratisk synspunkt er et valg i Afghanistan et uimodsigeligt fremskridt

I den Demokratiske Republik Congo, som længe har været præget af voldsomme konflikter og har været en blodig skueplads for ’Afrikas verdenskrig’, er registreringen af vælgere til de kommende lokalvalg og efterfølgende præsidentvalg i fuld gang. Det anslås, at 6 millioner flere mennesker vil stemme ved det kommende valg, end til præsidentvalget i 2005.

I Sydsudan er de første skridt taget i retning mod et demokrati, og institutioner er ved at blive opbygget i området.

For ikke at nævne de seneste måneders valg i Bangladesh, der tidligere var styret af militæret. Indonesien, der er verdens største muslimske samfund. Kuwait, der i juni fik valgt sin første kvindelige parlamentariker.

I gennemsnit hver anden uge hjælper FNs Udviklingsprogram (UNDP) med at arrangere et valg et sted i verden, og hver dag arbejder UNDP, andre FN-organisationer, NGO’er, regeringer og andre med at udbrede demokrati og menneskerettigheder. Jo, der er i sandhed grund til at fejre fremskridtet.

Ikke bare ren fest
Men det er ikke tilstrækkeligt at stoppe her, og bare fejre. Diskussion, refleksion og kritisk stillingtagen til den demokratiske helbredsstatus, er nødvendig. Ellers vil udviklingen gå i stå. Derfor er der ikke kun en grund til at fejre sejre og fremskridt – men også grund til at stille kritiske spørgsmål og reflektere over hvor langt vi er nået og hvad vi kan og skal gøre bedre.

Som det for nylig er blevet pointeret af danske borgere og politikere, der forholder sig kritiske til FN, er der stadig mange udemokratiske regimer i verden. Det er fuldstændig korrekt, at disse udemokratiske regimer er medlemmer af FN, selv om der med al mulig grund kan sættes spørgsmålstegn ved deres evne og vilje til at leve op til selve grundlaget for de Forenede Nationer – nemlig menneskerettighederne.

Men når sund kritik og skepsis leder hen til forslaget om at opløse FN og i stedet oprette en koalition kun for demokratiske stater, må vi erklære os dybt uenige. Debatten om FN som en ”snakkeklub” der ”ikke har udrettet meget godt på jorden” gik tilsyneladende i sig selv igen, men synspunktet dukker op med jævne mellemrum. Derfor griber vi chancen og kommer med et par refleksioner omkring demokrati.

Demokra…hvad?
Først og fremmest er det nødvendigt at fundere over, hvad demokrati er. I de nylige valghandlinger nævnt ovenfor – som eksempler på at der er noget at fejre – er der taget udgangspunkt i det, de fleste af os umiddelbart forbinder med demokrati: en valgkamp, selve valget og de institutioner som politikere kan lade sig vælge til.

Men det forhold, at der bliver afholdt et valg, er jo på ingen måde en garanti for at valgene er frie eller at alle befolkningsgrupper – inklusive kvinder – er tilladt at stemme. Ej heller garanterer institutioner at dommere, politifolk, lærere eller embedsfolk ikke er korrupte. Valg og institutioner er nødvendige, men ikke tilstrækkelige til at skabe demokrati. Det er logik for enhver demokrat.

Der er en tendens til, at demokrati bliver opfattet som et lokalt, regionalt eller nationalt anliggende. Demokrati bliver reduceret til frie valg, fri presse og ytringsfrihed inden for et givent territorium. Efter vores opfattelse er det ikke alene en forkert opfattelse, men en opfattelse der kan virke direkte hæmmende for demokrati og udvikling. Vi mener, at demokrati dybest set bunder i respekt: Respekt for hinanden som individer, som gruppe og som folk. Hvis der ikke er en grundlæggende respekt, vil der ikke være nogen grobund for demokrati, for hvorfor skulle den eller dem, vi ikke respekterer have en stemme? En beslutning truffet af mennesker, vi ikke respekterer, har ingen legitimitet.Som Theodore Parker helt korrekt sagde: ’’Demokrati betyder ikke ’jeg er lige så god som du er’, men ’du er lige så god som jeg er’.’’

Populært sagt begynder demokrati i hjemmet. Det skal forstås på den måde, at halvdelen af jordens befolkning er kvinder, og for at vi overhovedet kan begynde at tale om demokrati, må vi først sikre os, at halvdelen af jordens befolkning nyder samme privilegier som den anden halvdel. Disse rettigheder skal naturligvis sikres på nationalt og internationalt niveau, men rettighederne skal også sikres i hjemmet. Demokrati begynder derhjemme, fordi det er i hjemmet, at børn bliver opdraget, observerer de voksnes mønstre og danner deres første verdensbillede. Uden ligestilling i hjemmet, bliver ligestilling i samfundet næsten uopnåelig, og ligestilling er en demokratisk nødvendighed. Flere undersøgelser viser, at kvinder gør langt størstedelen af det huslige arbejde i Danmark, desuden er der stor forskel på mænd og kvinders løn. Demokrati begynder jo i hjemmet, så en forbedring, der ligger lige for i Danmark, er en mere ligelig og retfærdig fordeling af arbejdsbyrderne i hjemmet og lige løn for lige arbejde.

Gid der ikke var brug for os
Men vi må til stadighed tænke demokrati bredere, dybere og større. Det nytter ikke at begrænse os til nationalstater, lokalområder eller hjemmets fire vægge.

Det er dybt frustrerende og ulykkeligt, at så mange mennesker – på trods af stor fremgang på demokratiområdet – stadig lever i autoritære eller undertrykkende regimer. Et af fokusområderne for FNs Udviklingsprogram (UNDP) er demokratisk regeringsførelse, og vi ville ønske, at vi ikke havde så travlt på arbejdet, som vi har. UNDPs berettigelse her på jorden er, at gøre sit bedste for at gøre sig selv overflødig, men der er desværre arbejde nok at tage fat på, og det vil der være mange år fremover. Der er dog ingen grund til at trække arbejdet i langdrag, så lad os gribe dagen i dag og turde tænke demokrati det næste skridt videre.

For demokrati er ikke bare et nationalt anliggende. Demokrati foregår ikke kun inden for et afgrænset territorium. Demokrati udspiller sig på alle niveauer og i hele verden. Demokrati begynder ganske vist i hjemmet, men det fortsætter hele vejen til den internationale arena, hvor der er det paradoks, at udemokratiske statsledere sidder i demokratiske organer, og drager fordel af demokrati. Sådan er spillereglerne. Vi argumenterer for at demokrati bunder i respekt, og den respekt er essentiel, også på det internationale plan.

Verden er ikke sort/hvid
Demokrati er et ideal. Demokrati er et mål, vi konstant arbejder hen imod. Og selv når landet, vi taler om, er godt, solidt og velfungerende og vi kalder det demokratisk, så er der altid plads til forbedringer. Ja, selv i Danmark er der plads til, at vi kan gøre det bedre i vores stræben efter demokrati.

I stedet for at dele verden op i demokratiske og udemokratiske lande, bør vi i stedet betragte demokrati som en konstant igangværende proces, der omfatter alle aspekter af samfundet. Fra hjemmet videre til valgurnerne og til globale organisationer. Den eneste måde vi kan sikre, at der sker en demokratiseringsproces, er ved at støtte lande der er i starten af deres demokratisering, som knap er begyndt eller som er godt på vej.

Den støtte kan FN give, fordi FN har 192 medlemslande, hvor størstedelen er udviklingslande. Derfor har FN en legitimitet som en stat der handler alene eller sammen med få andre, ikke har. FN er ikke bare en agent for bestemte synspunkter, sendt i byen af andre for at ’gøre det beskidte arbejde’. FN er en global organisation.

I UNDP samarbejder vi med lokale regeringer, myndig heder og befolkninger for at fremme demokrati. Det betyder, at vi ikke bliver affejet som ’håndlangere fra Vesten’ – selv når vi beskæftiger os med delikate og ofte kontroversielle emner som valg, en fri presse, menneskerettigheder.

Dilemmaer
I FNs arbejde er der mange dilemmaer. Et er, at når UNDP arbejder for at fremme demokrati i ikke-demokratiske lande, møder vi det fænomen at tidligere diktatorer eller krigsherrer stiller op til valg, og faktisk bliver genvalgt. Enten fordi størstedelen af befolkningen stemmer på dem, eller fordi de køber sig til eller fusker sig til stemmerne.

I UNDP bliver vi nødt til at stille os selv spørgsmålet om, hvorvidt den legitimitet, der ligger i at være demokratisk valgt, kan udnyttes og misbruges, og overveje hvad der skal gøres hvis svaret er ja. Risikerer UNDP at legitimere diktatorer eller autoritære regimer når vi i princippet hjælper dem med at arrangere et valg, hvorved de kan blive valgt – legalt, ved tvang eller ved valgsvindel.

Når UNDP hjælper med at arrangere et valg, kan vi ikke nægte nogen at stille op til det. Det internationale samfund kan på ingen måde bestemme, hvem der er egnede til at blive valgt. Hvis FN prøvede at gøre sig til herre over opstillingsberettigede, så ville demokratiet være sat ud af spil allerede inden det kom i gang, og så ville FN miste sin berettigelse til at arbejde for udbredelsen af demokrati. Det er udelukkende befolkningen i et land, der kan bestemme, hvorvidt nogen er opstillingsberettigede. Det gør befolkningen ved enten at stemme på personen eller ved at lade være. Nøjagtig det samme er tilfældet i Danmark. Alle kan stille op til valg, så længe de kan mønstre de nødvendige underskrifter.

FN kan ikke forhindre selv den mest durkdrevne og korrupte diktator i at stille op til valg og derved risikere at han ender med at fremstå som folkevalgt, men det betyder ikke at vi skal undlade at hjælpe med at arrangere valgene.Det at flere og flere diktatorer og autoritære statsoverhoveder går med til at gennemføre valg og lade små spæde institutioner starte i deres lande, er et bevis på at arbejdet virker.

Der er ingen tvivl om, at brandtalerne for demokrati og god regeringsførelse til tider bare er en retorisk øvelse og ikke udtryk for et reelt engagement. Men det at statslederne føler, at de bliver nødt til at levere disse retoriske øvelser, er et udtryk for at det internationale pres for at gennemføre en demokratiseringsproces virker. De retoriske øvelser vil blive fulgt at reelle brandtaler med tiden. Uanset hvor bittesmå skridtene kan synes, så er de skridt i den rigtige retning.

Så længe UNDP er i landet, kan vi gøre en forskel. UNDP er en FN organisation som hovedsagligt arbejder på regeringsniveau. Det betyder at UNDP har en relation til langt størstedelen af regeringerne i verden, enten fordi de er donorer, eller fordi vi arbejder sammen med dem om udvikling af og i deres land. I samarbejdet og via dialogen har vi indflydelse og mulighed for at arbejde hen imod demokratiske værdier. 

Derfor skal UNDP blive, også i lande som Afghanistan, Iran, Bangladesh eller Zimbabwe. Vi opnår intet ved at trække os ud og bruge det som årsag, at der er problemer med demokratiet i det givne land. Det er jo netop UNDPs arbejde at fremme demokrati, og hvis der ingen problemer var, var der ingen grund til at blive eller til at hjælpe med at arrangere valg.

I overvejelserne af dilemmaet må vi huske på, at at demokrati ikke opnås via et enkelt succesfuldt valg. Det er en lang og sej proces, med sejre og nederlag. I denne del af verden har det taget over 200 år at nå dertil hvor vi er i dag, og som nævnt ovenfor er der stadig ting at tage fat på. Som Winston Churchill sagde:
” demokrati er den værste styreform – på nær alle de andre, der er blevet afprøvet’’

Tålmodighed er en dyd, siger et gammelt ordsprog, og i denne kontekst er tålmodighed virkelig en dyd. Det er også en nødvendig dyd. Det nævnes ovenfor at demokrati bygger på respekt. Den respekt må demokratiserede lande genfinde i forståelsen for de vanskeligheder der er i en demokratiseringsproces. Det er ikke det samme som at acceptere en hvilken som helst tronraner, vi arbejder jo netop på at hans dage er talte.

En forandret verden
Verden har ændret sig. Med nye og stærke økonomier på fremmarch – og vel at mærke økonomier som ikke nødvendigvis sværger til demokrati – har udviklingslandene fået flere partnere at vælge imellem, heriblandt nogle, som ikke stiller krav til demokrati og menneskerettigheder. Det er blevet lettere for eksempelvis Afrika at afvise traditionelle donorlandes betingelser.
 
Det gør ovenstående dilemma endnu mere aktuelt. Hvis UNDP og andre FN-organisationer trækker sig ud af et land, er der andre, der står klar til at tage over. FN må og skal blive og gå i dialog med de nye donorer og udviklingslandene, for at sikre det bedste resultat af den forandrede verden.

Synspunktet om at FN skal opløses og at vi i stedet skal danne en koalition af demokratiske stater, tager intet af ovenstående til overvejelse. Uden FN er der ikke nogen legitim organisation til at arbejde for demokrati. Der er heller ikke et forum, hvor vi kan indgå i dialog med ikke demokratiske regimer.

Vi må finde potentialet og mulighederne i de ikke-demokratiske donorer. I stedet for forskræmt at danne vores egen lille klub, må vi søge dialogen og arbejde for et samarbejde mellem alle pro-demokratiske kræfter. Demokratiet kan sagtens tåle at blive konfronteret med totalitære styreformer. Men de totalitære styreformer kan i det lange løb ikke tåle al den snak om demokrati. De krakelerer og begynder deres lange og langsomme transformation mod demokrati.

Så lad os bare fejre at flere mennesker lever i demokratier end nogensinde før, men lad os også huske på at demokrati er et ideal og at det er mere korrekt at tale om en demokratiseringsproces, end et færdigt resultat der kan opnås. Og lad os bevare respekten for de kræfter der arbejder i stort set alle lande i verden for at styrke demokrati, ved at bevare dialogen som værktøj.

 - Jakob Simonsen