UNDP

Helen Clark i the Guardian, d.9.september – For et par måneder siden erklærede Rwandas præsident, Paul Kagame, at kontinentets fremtid afhænger af, hvad der kommer ud af klimaforhandlingerne i København. Han argumenterede for, at Afrika har brug for en hurtig men stærk klimaaftale, så global udledning, så hurtigt som muligt, kan blive bragt under kontrol. Han efterlyste desuden stærke mekanismer, som skal hjælpe kontinentets vej mod en lav vækstkurs for kulstof samt styrke kontinentets modstand overfor uforudsete påvirkninger.

Præsident Kagame ramte hovedet på sømmet. Vi ved at effekterne af klimaforandring vil ramme de fattigste og mest sårbare først og hårdest. Derfor må den klimaaftale som så mange mennesker arbejder hårdt for, også være en aftale, der omhandler udvikling.

Kampen mod fattigdom og beskyttelsen af vores planet må gå hånd i hånd. Skove der forsvinder, ørkener der breder sig, skiftende nedbørsmønstre og stigende vandstand fanger mennesker i afsavn og underminerer deres fremtid.Studier i Etiopien viser, at børn, der udsættes for tørke i den tidlige barndom, har større sandsynlighed for at blive underernærede fem år senere.

Det er nu, vi skal gennemtvinge vision og  handling for en bedre, renere og mere bæredygtig verden til os alle. Vi har kun én planet at leve på.  Vi må sikre os, at måden vi lever og udvikler er i overensstemmelse med økosystemernes balance. Vi må alle finde en anden og mere bæredygtig måde at få vores økonomier til at vokse, og sikre at fattige mennesker og lande har muligheden for at skabe et bedre liv for dem selv.

I den udviklede verden er initiativer som 10:10 kampagnen, der opfordrer individer og organisationer til at reducere deres kulstof udledning med 10 % inden 2010, alle med til at anspore befolkningen til at presse politikerne til handling. Men selvom reduktioner er vigtige, må vi tænke længere ind i fremtiden.

Klimaforandringer præsenterer store udfordringer, men også muligheder for os alle for at bevæge os i retning af bæredygtig udvikling. Hvis nationerne gør fremskridt ved klimaforhandlingerne i København, vil det føre til reduktioner i udledninger; udvikling af produktion og forbrug som er mindre kulstof-forurenende; klima-finansiering som støtte til global økonomisk vækst, og starte de fattigste lande på en bæredygtig vej ud af fattigdom.

Foto: Tung X. Ngo/IRIN
Selvom nogle risikerer at mangle vand, vil andre drukne.

For det andet har disse mennesker behov for støtte til at udvikle kapaciteten til at tilpasse sig klimaforandringerne – fra den fattige landmand, som vil dyrke mere modstandsdygtige afgrøder, til familien hvis hjem skal være i stand til at modstå oversvømmelser. Derfor skal landende hjælpes med at gøre tilpasning til klimaforandringer til centrum af deres fattigdomsbekæmpelse. Den fattigdomsbekæmpelse skal være med specielt fokus på de mere udsatte grupper, inklusive kvinder og oprindelige folk.

For det tredje har udviklingslande brug for støtte fra partnere i at forfølge en udvikling, som er lav på kulstofudledning. For at betale for det, har de brug for bedre adgang til kulstof finansiering samt bedre evne til at bruge pengene, hvor der er mest brug for dem. Det inkluderer at lede private og offentlige investeringer hen mod renere investeringer i energi, transport og anden infrastruktur og industri.

Hvis udviklingslande bliver hjulpet på disse måder, vil de være i stand til at bidrage til de globale anstrengelser for at takle klimaforandringer, og samtidig forfølge den udvikling deres befolkning stræber efter.