| Hjem | Om UNDP | Nyheder | Den private sektor | Fokusområder | 2015 Målene | Rapporter | Kontakt | Norsk Suomi Svenska English |
Indhold
|
FN: Ønsker de rige lande at nå verdens fattigdomsmål?
FN: Ønsker de rige lande at nå verdens fattigdomsmål? I dag udkommer FNs Generalsekretærs årlige statusrapport om 2015 Målene. For ni år siden gav alle verdens ledere et løfte til jordens fattigste mennesker: I år 2015 skal vi som det mindste have halveret fattigdom og sult. I dag viser en rapport fra FN's Generalsekretær Ban Ki-moon, at verdens ledere langt fra er lykkedes med dette. Derfor er det på tide at rige lande som Danmark viser, at de vil holde, hvad de har lovet. For det er ikke munter læsning Ban Ki-moon byder på. Det har vist sig, at op til 90 millioner flere mennesker kan være skubbet ud i ekstrem fattigdom som konsekvens af den globale økonomiske krise. Over en milliard mennesker er i dag kronisk underernærede - det er flere end nogensinde - og hver dag dør over 2500 mennesker af malaria. Man bliver let mismodig, når man fodres med den slags nyheder. Faktisk har det aldrig været umuligt at nå de 2015 Mål, som verdens ledere opstillede i 2000. Lederne bestemte den gang, at de ville halvere verdens fattigdom og sult og skabe en bæredygtig udvikling frem til år 2015. De påtog sig at forbedre kvinder og børns sundhed, øge ligestilling mellem kønnene, og at stoppe spredningen af HIV og andre sygdomme. For at muliggøre dette lovede de rige lande at øge og forbedre bistanden, afskrive gæld og ændre vilkårene for handel. Hvad er der sket siden år 2000? Fattigdommen er faktisk blevet mindsket meget. For 15 år siden forsøgte næsten hvert andet menneske på jorden at overleve på det, der svarer til omkring 10 kr. om dagen. I dag lever hvert fjerde menneske på denne måde. Og målrettet hjælp til små børn har også givet gode resultater - vaccinationer, vitamintilskud og insektbehandlede myggenet har ført til, at 3,5 millioner færre børn dør før deres fem års fødselsdag end i 1990. Flere børn går også i skole, tilgangen til rent vand er steget og i over en længere periode er den kroniske sult blevet reduceret. Men disse fremskridt er ikke nok - i følge rapporten er verden ikke engang i nærheden af at holde løfterne. Derfor kræver FN's Generalsekretær Ban Ki-moon at alle verdens ledere begynder at sætte handling bag det, de sagde, de ville dengang i år 2000. Nu må regeringerne i fattige lande demonstrere, at de vil tilgodese deres medborgeres mest basale behov. Det forudsætter fungerende myndigheder, demokratisk deltagelse og en aktiv kamp mod korruption, noget som vi i UNDP samarbejder med regeringer om at frembringe. De rige lande har et stort ansvar for at gøre det muligt, og rapporten viser med al ønskværdig tydelighed, at de ind til videre ikke har gjort nok. Kun fem lande lever op til løftet om 0,7 procent af bruttonationalindkomsten i bistand. Danmark er et af disse lande. Her bliver det i en periode med lav eller negativ økonomisk vækst vigtigt at den offentlige opinion rejser stemmen og kræver at bistanden opretholdes på eller over sit niveau. Og når vi samtidig ser, at forhandlingerne om et bedre handelssystem er kuldsejlet, så bliver det endnu vigtigere, at den politiske vilje og linje opretholdes. Hvis vi sammen vil bevæge os i retning af at nå 2015 Målene, så er det NU, at verdens ledere må vise at viljen rent faktisk findes - ikke kun i ord men også i handling. Læs hele rapporten her...
|