FN omrokerer personale i Afghanistan

05/11/2009

På grund af sikkerhedsproblemer i Afghanistan bliver ca. 600 FN-medarbejdere midlertidigt flyttet til et andet sted i Afghanistan eller til et naboland. 


UN photo/Jenny Rocket
Kai Eide
Omrokeringen følger efter sidste uges angreb på et FN-pensionat i Kabul, hvor fem FN-medarbejdere og tre afghanere blev dræbt. Taliban har taget ansvar for angrebet, som er det værste angreb mod FN i Afghanistan siden 2001. Taliban har erklæret, at de med vilje søgte at ramme FN-medarbejdere, der arbejdede med valgprocessen i landet.

FNs særlige udsending i Afghanistan, Kai Eide, understreger, at der ikke er tale om en evakuering af personalet, men en midlertidig omrokering for at forbedre sikkerheden for de ansatte. Dem, der vil blive flyttet til et andet sted, er medarbejdere, der ikke udfører et stykke arbejde, som er absolut nødvendigt her og nu. Levering af f.eks. nødhjælp vil fortsætte som hidtil.

Det forventes, at den midlertidige omrokering vil vare 3-4 uger, først derefter vil personalet vende tilbage til mere sikre bygninger.  Noget personale er opfordret til at tage ferie og tage hjem til deres hjemlande de næste uger.

FN har ca. 5.600 medarbejdere i Afghanistan, deraf 1300 internationale. Omtrent halvdelen af de internationale medarbejdere vil blive påvirket af omrokeringen, og det drejer sig om ansatte i alle de tilstedeværende FN-organisationer.

2. runde af præsidentvalget skulle stå på lørdag 7.november mellem den nuværende præsident, Hamid Karzai, og hans udfordrer Abdullah Abdullah.  Da Abdullah trak sig, blev valget aflyst, og Karzai vil således fortsætte som præsident endnu en periode.

FN har været i Afghanistan i ca. 50 år, og er ikke på vej til at forlade landet. Efter angrebet i sidste uge udtalte Kai Eide, at ” det vil ikke skræmme FN fra at fortsætte sit arbejde”.