Fodboldstjerner samler penge ind til Haiti
11/02/2010
 FOTO: REUTERS/Nachos Doce Kaká fejrer sit mål over Benfica Allstars-holdet.
| 60 internationale fodboldstjerner deltog i Benfica Club’s og FNs Udviklingsprograms arrangement ’Match Against Poverty’ i Lissabon d. 25. januar, og tjente derved over fire millioner kroner til UNDP’s Cash for Work program i Haiti. Beløbet kommer fra billetsalg, tv-transmission, sponsorer og direkte donationer.
Mere end 50.000 tilskuere var mødt op for at se kampen, hvor blandt andre Zinedine Zidane, Kaká, Michael Laudrup og Pavel Nedved spillede. Fodboldstjernerne blev samlet takket være UNDP’s goodwill-ambassadører, Zinedine Zidane og Ronaldo. Også to kommende haitianske storspillere, Jean Sony og Joseph Peterson, var til stede og repræsenterede deres nation. Inden kampens begyndelse blev der afholdt ét minuts stilhed til minde om ofrene for jordskælvet i Haiti |
Den brazilianske midtbanespiller Kaká, erstattede UNDP goodwill-ambassadør, Ronaldo, som desværre ikke havde mulighed for selv at være til stede. ”Rundt om i verden er der en masse problemer, men det mest presserende problem nu er Haiti – og derfor er jeg meget glad for at få lov til at være en del af denne kamp og repræsentere Ronaldo”, sagde Kaká.
Match Against Poverty er blevet afholdt de seneste syv år og har været med til at skaffe mange økonomiske midler til reducering af fattigdom, samtidigt med at det har været med til at holde fokus på indsatserne verden over. Kampen er støttet af både FIFA og UEFA.
Blandt kampens prominente tilskuere var blandt andet den portugisiske premierminister José Sócrates, UNDP’s vicechef, Bruce Jenks, og præsident for Benfica Fonden, Luis Filipe Vieira.
UNDP’s Cash for Work program er snart oppe på at have ansat 100.000 haitianere til at hjælpe med genopbygningsarbejdet. Det forventes, at antallet fordobles, efterhånden som der kommer flere økonomiske midler til projektet. Haitianerne får en løn svarende til 20-25 kroner om dagen. Udover at sætte fart på genopbygningen af samfundet, stimulerer projektet også haitianernes private økonomi og sætter gang i handlen på lokale markeder til gavn for mange flere end de, som er ansat. Derudover viser UNDPs erfaringer med lignende projekter, at det gavner traumatiserede mennesker at have et meningsfyldt arbejde at stå op til
|