Helen Clark kommer til Danmark
28/08/2009
UNDPs øverste chef, Helen Clark, kommer til Danmark tirsdag 1. september. Clark er den første kvindelige chef for UNDP, og er formentlig den mest magtfulde kvinde i FN. Hun er tidligere premierminister i New Zealand, hvor hun bestred posten i ni år efter at være blevet genvalgt to gange. Læs mere om Helen Clark her. Helen Clark blev chef for FNs udviklingsprogram (UNDP) i april 2009, og Danmark er blandt de første lande, hun besøger, som UNDP-chef.
Under besøget vil Helen Clark mødes med udviklingsminister Ulla Tørnæs for bl.a. at diskutere klima og udvikling. Helen Clark og Ulla Tørnæs har sammen skrevet en kronik om klimaforandringer og udvikling. Kronikken bliver bragt i Politiken 1. september. På mødet med Danmarks udviklingsminister vil UNDP-chefen også diskutere, hvad der skal ske efter 2015 – året, der af alverdens statsledere, er sat som deadline for blandt andet at halvere fattigdommen i verden. Helen Clark skal også mødes med miljøminister Connie Hedegaard for at diskutere klimaforandringer og COP15 klimatopmødet i København.
Desuden vil Helen Clark mødes med en række fremtrædende topledere af danske virksomheder. På dette møde skal parterne drøfte, hvordan UNDP og erhvervslivet i endnu højere grad end det allerede er tilfældet kan arbejde sammen i udviklingslande. Helen Clark vil blive interviewet til Deadline på DR2 og til Orientering på Danmarks Radio P1. TV-interviewet kan ses 1. september klokken 22.30 på DR2.
|