Helen Clark: Mere fokus på de svageste

19/02/2010

 


FOTO: UNDP
Helen Clark besøger Papua Ny Guinea

De igangværende finansielle og økonomiske kriser skal ses som muligheder for at implementere nye eller udvide eksisterende sociale beskyttelsesprogrammer med fokus på de svageste i Stillehavsregionen, udtalte FNs Udviklingsprograms administrator, Helen Clark, på en konference i Vanuatu  10. februar.

Helen Clark forklarer, at man for eksempel kunne overveje initiativer som skoleprogrammer eller cash for work-programmer specielt rettet mod henholdsvis børn og kvinder. Sådanne tiltag er ikke omkostningsfrie, men erfaringen viser, at de på længere sigt kan resultere i større forbedringer i menneskers liv.

Bliver programmerne planlægt nøje, er der god mulighed for, at samfund kan blive bedre til at håndtere kriser og endda bidrage med en mere stabil og retfærdig vækst. FN støtter allerede sådanne initiativer, men der kan stadig gøres mere.
Mere end 220 delegerede fra Stillehavsregionen deltog i den tre dage lange konference, hvor man blandt andet diskuterede mulighederne for fælles aktioner og tiltag som skal mindske den økonomiske krise.

Den samlede påvirkning fra den økonomiske krise og de stigende mad- og brændstofspriser har haft alvorlig betydning for FNs arbejde med at nå organisationens udviklingsmål – 2015 Målene, der blandt andet går ud på at halvere fattigdommen i verden. FNs Udviklingsprogram (UNDP) vurderer, at inden for de seneste to år, er antallet af fattige steget i tolv lande. Kun i udviklingslande, som har råstofminer eller som eksporterer kulbrinte, som for eksempel Papua Ny Guinea eller lande som nyder godt af turisme som eksempelvis Vanuatu, har haft stigende vækstrater inden for det seneste år.
Helen Clark understregede behovet for effektiv offentlig  støtte, mens hun også opfordrede til virksomhedsinvesteringer. Desuden hæftede hun sig ved behovet for at forbedre ligestilling mellem mænd og kvinder samt behovet for omlægning af økonomier med bedre hensyntagen til lavere CO2-udledninger.

Også Vanuatus premierminister Edward Natapei var tilstede under konferencen. Han lagde vægt på, at hvis de sociale udviklingsproblemer, regionen står over for, skal løses, er det helt afgørende med en fornuftig distribution af offentlige ressourcer, hvilket også hænger sammen med kvaliteten af god regeringsførelse.

Yderligere understregede han, regeringslederes pligt til at fremme basale sociale ydelser i deres respektive samfund.