Hjælpen til Haiti er i gang

15/01/2010
 
Haiti efter jordskælvet
På et pressemøde torsdag ved middagstid i New York kunne Kim Bolduc, der er fungerende FN-chef i Haiti og ansvarlig for det humanitære arbejde, give en af de første øjenvidneberetninger fra katastroferamte Haiti, hvor hun til daglig har sit virke.

”Hospitaler, hoteller, banker og forretninger er i vidt omfang styrtet sammen og fungerer ikke længere. Mange mennesker er fanget i ruinerne. Talrige redningshold er nået frem til Haiti – blandt andet fra den Den Dominikanske Republik, Frankrig, Kina og USA,” fortalte Bolduc.

Det står nu klart, at nødhjælpsarbejdet er besværliggjort af ødelagte veje. Desuden er telefonnettet og IT-systemer brudt sammen. Arbejdet med at genopbygge Internet og satelittelefoner er i fuld gang.

”En anden af hovedprioriteterne lige nu er at fortsætte eftersøgnings- og redningsarbejdet. Distribuering af vand og mad begyndte allerede onsdag i denne uge. Folk, der har mistet deres hjem, sover på gaderne under åben himmel – derfor er telte også høj prioritet,” forlød det på pressemødet. FN planlægger i øjeblikket ud fra, at der skal ydes hjælp til omkring 1 million mennesker. Både i går og i dag vil undersøgelserne af behovet for hjælp fortsætte, så omverdenen kan træde til med den rigtige assistance.

FN også hårdt ramt
”FN og nødhjælpsorganisationerne er begyndt deres samarbejde og har oprettet en kommandocentral ved lufthavnen. Der bliver fortsat reddet overlevende ud af ruinerne. Næste fase er at bringe tungt materiel ind for at rydde sammenstyrtede bygningner. Arbejdet skal gennemføres med stor forsigtighed af hensyn til eventuelt overlevende”.

Bolduc kunne bekræfte, at jordskævet har haft ødelæggende virkning på to FN-bygninger, som begge er styrtet sammen – det gælder Minustah-hovedkvarteret og UNDP-hovedkvarteret. 188 FN-ansatte er fortsat meldt savnede. Derfor vil tre eftersøgningshold både i går og i dag gå fra hus til hus for at klarlægge FN-kollegernes skæbne.

”Blandt FN’s politistyrker er 4 døde, 9 sårede og 18 savnede. Der var i alt 2.090 politibetjente på haiti, da katastrofen indtraf. Blandt de fredsbevarende styrker er 19 døde, 26 sårede og 10 savnede ud af 7.000 soldater. Blandt øvrige FN-ansatte er 13 døde , 38 sårede – heraf 24 lokalt ansatte – og omkring 160 er meldt savnede ud af en stab på i alt 490 internationalt ansatte. Blandt FN-ansatte er indtil videre 8 personer reddet ud af ruinerne i live – 7 af dem fra Hotel Christopher, der fungerede som FN-hovedkvarter og 1 FN-ansat fra et nærliggende kontor). 13 af de omkomne FN-ansatte blev fundet i Hotel Christopher,” oplyste Kim Bolduc på pressemødet.

Vrede over skæbne

”Port-au-Prince er nærmest en spøgelsesby. Der er mange lig i gaderne. Der er mange sårede. Et stort antal bygninger er kollapset. Mennesker er i chok og samles i grupper ude på gaderne af frygt for efterskælv. Folk har mistet alt. Situationen synes håbløs lige nu. Der er akut behov for hjælp, men indtil nu har det været umuligt fuldt ud at imødekomme det store behov. Der er brug for at opretholde ro og orden – og lig skal flyttes væk fra gader af hensyn til sundshedsfare. Folk er vrede og utålmodige. Stemningen er spændt,” berettede Kim Bolduc til pressen i New York. 

”Men der er bemærkelsesværdigt få plyndringer i Port-au-Prince. Vi har kun hørt om et supermarked, der styrtede sammen og hvor folk i nød har fjernet varer fra hylderne. Folk viser stor grad af respekt for de bygninger, der er styrtet sammen. I FN får vi mange henvendelser fra folk, som beder om hjælp til at lede efter pårørende i ruinerne og skaffe fundne lig til opbevaringssteder”.
 
FNs fredsbevarende styrker leder efter overlevende i ruinerne i Port-au-Prince

Soldater hjælper ofre
Verdensfødevareprogrammet (WFP) har oprettet stationer, hvor der uddeles mad og vand. FN-soldaterne hjælper til. Kim Bolduc vurderer, at FN har mad og vandforsyninger nok til en uge i øjeblikket. Og flere forsyninger er på vej.

”På nuværende tidspunkt mener vi, at de 3.000 politisoldater fra FN er tilstrækkeligt til at opretholde ro og orden. Det lokale politi er ikke længere synligt i gaderne – de overlevende betjente er givetvis optaget af at lede efter egne pårørende og yde hjælp til deres nærmeste. Det har været en kæmpestor udfordring for FN, at vores topledelse på Haiti forsvandt i forbindelse med jordskælvet. Men folk, der overhovedet er i stand til at arbejde, er mødt op. FN-ansatte arbejder i døgndrift, selv om de er rystede over tab af kolleger og venner,” fortæller Kim Bolduc.

”I medierne figurerer der mange bud på antallet af døde. Vi kan ikke komme med nogen sikker vurdering i øjeblikket. FN koordinerer hjælpearbejdet og er dybt taknemmelig for, at en række nødhjælpsorganisationer sender specialiserede hjælpehold til Haiti. Vi samarbejder tæt med Haitis regering, som selv er hårdt ramt af store tab og ødelagte bygninger, som ikke længere fungerer”.

Ny FN-chef i Haiti

FNs Udviklingsprogram (UNDP) donerede straks efter katastrofen 400.000 dollars. Derudover er der for FN i Haiti adgang til en række katastrofefonde, som her og nu kan finansiere dele af det enorme hjælpearbejde.

”USA's regering er trådt til med at lede lufthavnen, hvor kontroltårnet er brudt sammen. Hvad angår de 3.000 amerikanske soldater, som er ved at ankomme til Haiti, vil de betyde en stor aflastning og FN vil koordinere sit arbejde tæt med dem. Det samme vil FN-soldaterne, som allerede var til stede på Haiti, da katastrofen indtraf – soldaterne vil primært arbejde med logistik og sikkerhed under hjælpearbejdet”.
 
FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, meddelte i går eftermiddag New York-tid, at hans særlige udsending, Edmond Mulet, vil ankomme til Haiti sent torsdag og overtage ansvaret for koordinering af hjælpearbejdet – I tæt samarbejde med Haitis ledelse herunder præsident Préval.