Panel advarer om klimaforandringer, der kan true sikkerheden på Stillehavsøerne
Klimaforandringer udgør en trussel for Stillehavsøerne og kan potentielt forstærke ressource-konflikter, advarer et panel ved Pacific Island Forum i Cairns, Australia.
Vi anerkender, at klimaforandringer er en stor udfordring for udviklingsarbejdet med enorme implikationer for bl.a. fattigdomsbekæmpelse, adgang til fødevarer, konflikter og social undertrykkelse,‘ sagde Ajay Chhibber, assisterende General-sekretær for FN, samt assisterende administrator for UNDP og UNDP direktør for Asien- og Stillehavs- afdelingen. ’Under den globale økonomiske krise er der risiko for, at klimaforandringer kan vende udviklingen i området, hvilket kan betyde, at det bliver svært at opnå 2015 målene og svært at gennemføre planerne om en velstående, fredelig og sikker region,’ tilføjede Chhibber, som ledte klimamødet.
Paneldeltagerne opfordrede alle lande til at handle med det samme for at håndtere klimaforandringerne, og understregede vigtigheden af, at Stillehavsøerne udvikler en strategi, der kan sikre deres fortsatte udvikling på trods af klimaforandringer.
Richard Towle, UNHCRs repræsentant for Australien, New Zealand, Papua New Guinea og Stillehavsområdet, gjorde panelet opmærksomt på, at de menneskeretslige implikationer af klimaforandringer for flygtninge endnu ikke er adresseret – hverken regionalt eller globalt.
‘Det er dog tydeligt, at klimaforandringer – og de sikkerhedsmæssige og udviklingsmæssige problemer de medfører – medvirker til at øge og komplicere situationen for flygtninge i regionen, ’ sagde Towle. ’ Vi skal handle nu, hvis vi skal finde løsninger for mennesker, hvis hjem, jord og eksistensgrundlag bliver ødelagt af voldsomme forandringer i vejrmønsteret i regionen.’
Stillehavsøerne er en af de mest påvirkede regioner i verden. Området er truet af flere naturkatastrofer, hvoraf det er sandsynligt, at flere af dem bliver værre som følge af temperaturstigninger. I Kiribati er indbyggerne allerede blevet tvunget til at flytte deres huse, fordi havet steg og kom for tæt på deres hjem. På andre Stillehavsøer kan familier, der er blevet nødsaget til at flytte, komme i konflikt med lokale omkring rettten til jorden. Desuden vil flere lande i regionen være i risiko for en fødevarekrise pga. en lavere fiskebestand. Den lavere fiskebestand skyldes en temperaturforøgelse, som vil skade koralrevene, hvor fiskene lever.
Derfor har UNDP Pacific Centre startet et initiativ: Interface between Climate Change, Disasters and Potential for Conflict in the Pacific, der skal forhindre konflikter, som opstår pga. klimaforandringer.
‘Initiativet er opstået, fordi klimaforandringer vil påvirke konflikter i Stillehavet.’ Sagde Jean-Luc Stalon, senior rådgiver på Crisis Prevention and Recovery på UNDPs Pacific centre i Suva på Fiji. ’Klimaforandringer øger graden og hyppigheden af katastrofer, som forårsager fordrivelse, usikkert eksistensgrundlag samt mindre stabilitet. Vi bliver nødt til at fokusere på at integrere klimaforandringer i konflikt forebyggende anstrengelser – før det er for sent og for dyrt, ‘ tilføjede Stalon.
UNDP vil, i samarbejde med andre regionale organisationer, kortlægge, identificere og samle data om de effekter klimaforandringer vil have på konflikterne i området. Initiativet Interface between Climate Change, Disasters and Potential for Conflict in the Pacific sigter ligeledes på at styrke nationale og regionale organisationers kapacitet til at forhindre og håndtere voldelige konflikter forårsaget af klimaforandringer.