Lancering af UNDPs Human Development Report 2009

05/10/2009


MOD NYE GRÆNSER


UNDP udgiver hvert år en Human Development Report. Den lanceres i over 100 lande og har til sigte at undersøge og analysere vigtige globale udviklingsspørgsmål med mennesker i fokus.
Hver rapport fokuserer på et særligt udviklingsspørgsmål og skrives af forskere og specialister inden for det pågældende område. Desuden indeholder den en rangering af verdens lande efter et Human Development Index. Det viser, hvilke lande der er godt stillet i forhold til de tre grundlæggende aspekter inden for menneskelig udvikling; forventet levetid, uddannelsesniveau og BNP per indbygger, omregnet i købekraft. Resultatet og anvisninger fundet i rapporten anvendes efterfølgende til udviklingsstrategier verden over. Uover de globale rapporter findes der regionale og nationale rapporter.


Temaet for dette års rapport er migration. Migration er ofte genstand for diskussion i den offentlige debat, i medier og blandt politikere. Også koblingen mellem migration og klimaforandringer kommer stadigt højere op på dagsordenen som et eksempel på de negative konsekvenser af et ændret klima.

Rapporten viser, at næsten 1 milliard mennesker i verden er migranter. Men langt den største migration – cirka 740 millioner mennesker – er migranter i deres eget land. Dette er næsten fire gange så mange som antallet af mennesker, der krydser landegrænser. Ligeledes foregår den største migration indenfor regioner og ikke imellem verdensdele. Langt størstedelen af migranter bevæger sig indenfor aksen syd-syd eller nord-nord.

I et udviklingsmæssigt perspektiv indtager migration en central plads i den menneskelige udvikling. Summen af remitter – pengeoverførsler – som migranter sender tilbage til deres hjemlande overstiger den samlede officielle udviklingsbistand på globalt niveau, og er derfor et vigtigt aspekt i opnåelsen af FNs 2015-mål om blandt andet at halvere fattigdom.

I de seneste 50 år har andelen af internationale migranter i verden ligget forbavsende stabilt på omkring 3 % af klodens befolkning. Dette kan blandt andet skyldes, at der i det seneste århundrede er kommet flere hindringer for menneskers moblitet. Antallet af nationer er firedoblet til næsten 200. Det giver i sig selv flere landegrænser at krydse. Samtidig har politiske tiltag søgt at begrænse omfanget af migrationen, mens andre faktorer har trukket i den modsatte retning.

Netop de positive aspekter ved migration og de hindringer migranter møder på vejen, er emner som dette års Human Development Report stiller skarpt på.

Lanceringen af dette års rapport foregår onsdag d. 7 oktober kl. 11:00-12:00 i Eigtveds Pakhus, Asiatisk Plads 2G, 1448 København K. Efter kl. 12 vil der være mulighed for interviews.
(Arrangementet vil foregå på dansk)

Deltagere:

Ulla Tørnæs, Udviklingsminister
Eva Jespersen, Deputy Director and Head of NHDR Unit
Jakob Simonsen, Direktør for UNDPs Nordiske Kontor i København vil være vært ved lanceringen.