| Hjem | Om UNDP | Nyheder | Den private sektor | Fokusområder | 2015 Målene | Rapporter | Kontakt | Norsk Suomi Svenska English |
Indhold |
Ny FN-rapport viser, at klima-forsikringer kan hjælpe fattige
København, 24. juni 2009 FN: klima-forsikringer kan hjælpe fattige Klimaet har alle dage været en udfordring for især fattige bønder, hyrder, fiskere og andre, hvis levebrød er tæt knyttet til naturen. En ny rapport, der bliver offentliggjort i Genève i dag, viser, at såkaldte index forsikringer mod klimakatastrofer kan hjælpe fattige. Et omskifteligt og uforudsigeligt vejrlig kan i alvorlig grad begrænse udvikling og lægge hindringer i vejen for fattige. For eksempel er det usandsynligt, at en bank vil låne penge til bønder i områder, hvor der er høj risiko for, at en tørke vil ødelægge en kommende høst. Uden adgang til kredit kan mange af verdens fattige landmænd ikke overkomme at købe forbedret såsæd og gødning. Index forsikringer er derfor attraktivt for mange fattige. Forsikringens præmie og erstatningssum baserer sig på vejrprognoser og vejrobservationer – for eksempel over mængden af regn. Det betyder i praksis, at når forsikringen er tegnet, behøver forsikringsselskabet ikke at tilse eventuelle skader. Forsikringen kommer til udbetaling, hvis målinger over eksempelvis mængden af regn er lavere end, hvad der oprindeligt var sat som minimum i policen. Rapporten Index Insurance and Climate Risk: Prospects for development and disaster management, som blandt andre FNs udviklingsprogram (UNDP) står bag, bliver offentliggjort på Global Humanitarian Forum i Genève i dag. Rapporten baserer sig på en række studier fra blandt andet Brasilien, Caribien, Etiopien, Indien og Malawi, hvor klima-forsikringer allerede i dag er velkendte. “Kun de tre procent rigeste i verden er i dag forsikret. Verdens fattigste er hægtet fuldstændigt af, selv om de fattige er de mest udsatte blandt alle og har det største behov for den beskyttelse, en forsikring giver. Det sker ofte, at tørke, oversvømmelse eller stormvejr dræner små lokalsamfund for ressourcer og ejendom. Med index forsikringer har millioner af mennesker i verdens fattigste lande et værktøj, de kan bruge mod klima-katastrofer,” udtaler Olav Kjoerven, direktør i UNDPs kontor for udviklingspolitik. Indtil videre har index forsikringer vist sig som en mulighed selv for mennesker, der lever for blot to dollars om dagen. I Malawi har små landbrugs-samfund forsikret sig mod tørke, så de selv ved fejlslagen høst kan købe ny såsæd. I Indien er op mod to millioner bønder nu forsikret, men for virkelig at få positiv effekt på det globale udviklingsarbejde, skal mange flere være forsikret. Rapporten peger på, at ny teknologi, investeringer fra den private sektor og international deling af risiko er vejen frem for udbredelsen af index forsikringer. Rapporten er tilgængelig på: http://iri.columbia.edu/csp/issue2 Index Insurance and Climate Risk: Prospects for development and disaster management bliver offentliggjort på Global Humanitarian Forum i Genève 24. juni. Rapporten er et resultat af et samarbejde mellem International Research Institute for Climate and Society, United Nations Development Programme (UNDP), the International Fund for Agricultural Development, Oxfam America, Swiss Re, the US National Oceanic and Atmospheric Administration og World Food Programme. |