Om UNDP


              
                                                             I kø for at stemme i Nepal, Foto: UN


 


























FNs udviklingsprogram UNDP (United Nations Development Programme) er FNs globale udviklingsprogram. Vi arbejder i hele verden og samarbejder med nationale partnere for at styrke demokrati samt bæredygtige og legitime institutioner, som kan forbedre folks liv. UNDP mener, at demokratisk regeringsførelse er nøglen til menneskelig udvikling og bekæmpelse af fattigdom, konflikter, miljøødelæggelser og HIV/AIDS.
Al vores arbejde bygger på menneskerettigheder og overbevisningen om, at styrkelse af kvinders stilling og rettigheder i samfundet er nødvendig for udvikling.

UNDP beskæftiger sig med at finde lokale løsninger på globale og nationale udfordringer, og vi tilrettelægger erfarings- og vidensudveksling fra hele verden. Derved får folk forøget deres kompetencer og styrket national og lokal kapacitet til at kunne møde de udfordringer, de står overfor.
UNDPs udgangspunkt er, at langvarig og bæredygtig udvikling tager tid, og derfor arbejder vi med langsigtede perspektiver og mål.

FNs 2015 Mål

UNDP har et
særligt ansvar for koordinering af den nationale og globale indsats for at nå FNs 2015 Mål, og for at måle fremgang, komme med nye forslag og distribuere information. 2015 Målene blev vedtaget af 189 stats- og regeringsledere tilbage i år 2000. 2015 Målene er otte mål som verdenssamfundet enedes om at opfylde inden udgangen af 2015.
Disse mål inkluderer blandt andet, at ekstrem fattigdom skal halveres, at alle børn skal have mulighed for at komme i skole, børnedødeligheden skal reduceres, og at der skal udformes mere retfærdige regler for international handel.

UNDP udgiver hvert år en Human Development Report, som er en uafhængig rapport, der belyser centrale udviklingsspørgsmål med nyskabende analyser og policyanbefalinger. Rapporten indeholder også statistik om menneskelig udvikling baseret på få udvalgte kriterier.


I de fleste lande er det UNDP som koordinerer FN-organisationernes samlede arbejde, og på globalt plan leder UNDP United Nations Development Group (UNDG). Igennem god koordinering arbejder UNDP for at sikre et yderst effektivt FN og fornuftig brug og distribuering af bistandspenge.

UNDPs nordiske kontor

UNDPs nordiske kontor informerer offentligheden, medier og myndigheder om FNs 2015 Mål, og hvad UNDP gør for at nå disse mål. Kontoret ligger i København og har en repræsentation i Oslo, Stockholm og Helsinki.

Vi har for tiden 12 ansatte, og kontoret ledes af direktør Jakob Simonsen. Kontoret er en del af UNDPs Partnership Bureau, som har ansvar for partnerskab og samfundskontakt.