Premiere på DR2 dokumentarserie om 2015 Målene

22/05/2009

Pressemeddelelse

DR2-premiere på dokumentarserien ”Verdens største Udfordringer”.
En anderledes række programmer om de udfordringer afrikanske lande står overfor nu og i fremtiden

Dokumentarserien ”Verdens største Udfordringer” er en række anderledes programmer om de sociale, miljømæssige og økonomiske problemer, afrikanerne står overfor i fremtiden.

I år 2000 satte 189 af verdens statsledere sig sammen og formulerede FN's Millenniumerklæring – de såkaldte 2015 Mål.

Otte mål blev defineret for at sikre en værdig og bæredygtig fremtid for hele verdens befolkning. Målene er tidsbestemte til år 2015, men allerede nu står det klart, at flere af målene ikke bliver nået.

Med udgangspunkt i FN’s 2015 Mål ser programmerne bl.a. nærmere på de ressourcer og muligheder, der ligger i Afrika og på, hvordan afrikanere selv arbejder på at tackle fremtidens store udfordringer.

Programmerne ser på følgende tre af de otte 2015-mål:

Fremmelsen af ligestilling og styrkelsen af kvinders rettigheder
Det er i langt overvejende grad mændene, der sidder på magten i Afrika, men det er kvinderne, der skaber nye arbejdspladser ved at starte små virksomheder op. Det er kvinderne, der tager ansvaret for familien, og det er kvinderne, der i højere grad nu søger magten og indflydelsen for at være med til at udligne forskellen mellem kønnene. Men der er lang vej endnu, før det sker.

Sikringen af en miljøvenlig og bæredygtig udvikling
De vestlige landes industrier har i årtier været hovedårsagen til forureningen i verden. Nu er industrien i flere afrikanske lande så småt ved at vågne, men hvad skal der ske med forureningen på dette kæmpe kontinent? Har udviklingslandene lært noget af de fejl, som Vesten har begået?
 
I Kenya er vejen frem imod en bæredygtig udvikling i fremtiden forsøgsmæssigt baseret på diverse alternative energier.

Udryddelsen af fattigdom og sult 
Det er slut med de gamle idéer om, hvordan vi traditionelt støtter udviklingslandene bedst. I stedet er det i dag moderne nøgleord som investering, afkast, personligt ansvar, benchmarking og cost benefit, der dominerer.

I dag kan danskere investere i et udviklingslandsprojekt og faktisk tjene penge på det. 
Se hvordan FN i dag giver bistandslandshjælp til selvhjælp i det såkaldte Millenium Village Projekt.

Programmerne sendes på DR2 de næste tre søndage kl.19:00. Første program sendes søndag d. 24/5.

Med venlig hilsen

Redaktionen v/Else Bro Thuestad, DR Aktualitet, tlf.: 35208259