UNDP søger praktikant

17/03/2010
FNs Udviklingsprogram (UNDP) i København søger praktikant i periode på 6-12 måneder fra den 1. august 2010

FNs Udviklingsprogram (United Nations Development Programme, UNDP) er FNs globale netværk for udvikling og den største af FNs organisationer. Vi arbejder i hele verden og samarbejder med nationale partnere for at styrke demokrati samt bæredygtige og legitime institutioner, der kan forbedre menneskers liv.

UNDPs nordiske kontor søger en praktikant, der vil bistå kontoret i dets daglige opgaver såsom at informere offentligheden, medier og myndigheder om FNs 2015 Mål, og hvad UNDP gør for at nå disse mål. Kontoret ligger i København, nærmere bestemt på Østerbro lige ved Langelinie, og har desuden kontorer i Oslo, Stockholm og Helsinki.

Vi er et dynamisk kontor med fem ansatte (10 i Norden). Stemningen er uformel og god, selv når vi har travlt. Du vil som praktikant indgå som en integreret del af kontoret og arbejde tæt sammen med flere af kontorets fastansatte.

Vi kan tilbyde dig et interessant og alsidigt job i et internationalt miljø med mange kontakter til samarbejdspartnere. Vi kan også tilbyde en praktikplads, som tager opgaven alvorligt – en af de fastansatte vil fungere som din vejleder gennem hele forløbet.

Du kommer til at indgå i et globalt netværk, hvor du vil få konkrete erfaringer med formidling af udviklingsarbejde samt opnå et indgående kendskab til arbejds- og beslutningsprocesser i verdens største multilaterale organisation.


Dine primære arbejdsopgaver vil være at:

● Udarbejde tekster og nyheder samt redigere UNDPs danske hjemmeside www.undp.dk
• Understøtte og koordinere aktiviteter og projekter på kontoret
• Oversætte nyheder, pressemeddelelser og cases fra engelsk til dansk og vice versa


Din profil:

•Du interesserer dig for udviklingsarbejde og FN-organisationen generelt
•Du er udadvendt, initiativrig, målrettet og arbejder selvstændigt
•Du er en god formidler – både skriftligt og mundtligt
•Du er god til at organisere og strukturere mange varierende arbejdsopgaver
•Du kan formulere dig flydende både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk
• Du har et godt kendskab til Microsoft Office-pakken

Praktikstillingen er desværre ulønnet. Til gengæld kan vi tilbyde dig en spændende arbejdsplads på et dejligt kontor, gode erfaringer og kendskab til organisationen samt et godt netværk for dit fremtidige karriereforløb. Angiv gerne i din ansøgning, hvor mange timer om ugen, du forventer, at kunne være på kontoret.

Send din ansøgning og CV med relevante oplysninger til Sara Friis, sara.friis@undp.org mærket ”Praktikant hos UNDP”. Ansøgningsfristen er den 29. april kl. 12.00. Vi planlægger at afholde samtaler i uge 18-19.

Er du interesseret og har brug for yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte nuværende praktikant Sara Friis, sara.friis@undp.org , telefon 35467152  kommunikationsrådgiver hos UNDP Henrik Kastoft, henrik.kastoft@undp.org, telefon 3546 7154.